Gaming er noget møg…. Hvis det tager overhånd.

De der regler I har sat op – virker de?

I store træk må jeg sige at de gør, selvom det bestemt er en balancegang.

Nu havde vi nok heller aldrig forventet, at vi bare kunne knalde de der regler op på væggen, læne os tilbage og tænke:

SÅ er den ged barberet!

Langt fra.

Vi holder ham i kort snor, Gameren.

Der er lidt småkonflikter indimellem, og særligt når vi har givet lidt mere spilletid i en periode, så kan det være svært at forstå, at det bliver normale tilstande igen.

Men det gør det altså. 

På de tidspunkter, er vi de ret trælse GamerForældre. Det fornemmer vi på det kraftigste.

Umiddelbart vil jeg dog vurdere, at vi overlever det.

Både os, og Gameren.

Jeg er, som bekendt, stor fortaler for gaming på rigtig mange områder, men hvis gamingen tager overhånd, kan det blive et problem og et omdrejningspunkt for konflikter.

Det er der ingen der orker! 

Selvom….

Sådan er det vistnok med alting, er det ikke?

Alting er noget møg, hvis det bliver for meget.

Selv fysisk aktivitet.  Især i det meget selvbevidste samfund vi efterhånden lever i, hvor antallet af diagnosticering af fx træningsafhængighed er stødt stigende, men det er en helt anden snak.

Det kan siges helt simpelt: Alting med måde!

Men alligevel er det ikke altid så simpelt, er det vel??

Fortvivl ikke!

Som lovet, vil jeg dele mine erfaringer og tips med dig, og måske du kan bruge nogle af dem til at guide dit barn, så gaming (og skærmforbrug i øvrigt) ikke tager overhånd i hverdagen. 

Here goes: 

1. Fysisk aktivitet.

Selvom det ikke er en af de 10 computerregler, så er det en aftale herhjemme, at når man spiller computer, så går man også til minimum en fysisk sport.

Min Gamer går til håndbold. Det er han helt vildt glad for.

Vi arbejder ud fra devisen;

Hvis der skal være plads til det ene, skal der også være plads til det andet.

Han spiller i øvrigt også computer med flere fra håndboldholdet. Fysisk sport og e-sport supplerer hinanden fantastisk godt. No doubt! Nogen vil måske endda påstå, at den koordinations – og reaktionsevne man udvikler ved computerspil, kan være nyttig i forskellige former for fysisk sport. Jeg synes det giver så god mening. 

 

2. Kig på dit barn

Det virker måske fjollet, og fuldstændig indlysende, men jeg ved fra mig selv, hvordan det nogen gange er kommet helt bag på mig, hvor fuldstændig kokssrød og opkogt min Gamer kan være i hovedet, når han sidder ved computeren. Når det sker, ved jeg, at det lige er tid til lidt frisk luft og adspredelse.

Nogen børn bliver måske aggressive eller er ikke til at tale med. Det er naturligvis et problem man skal være meget opmærksom på. Derfor er det også meget vigtigt at du kigger på dit barn og mærker efter, om det kan klares med en skærmpause, eller om der skal noget helt andet til.  Det er ikke sikkert, det er lige i det øjeblik at stikket skal trækkes, men måske skal de efterfølgende dage indeholde noget andet end gaming? Der kan også være behov for mere faste tidsregler i jeres familie, så gamingen ikke løber løbsk.

Du kender dit barn bedst. 

 

3. Lad aldrig computeren agere barnepige.

Jeg er ikke nogen hellig Frans.

Jeg kender det alt for godt, tro mig!

Lige pludselig har min Gamer spillet i to timer, og jeg har nærmest ikke opdaget det, fordi jeg selv har været optaget af madlavning, forældreintra eller har stået på hovedet i vasketøjskurven. Eller min egen skærm. (Lad os nu bare være ærlige!) 

Jeg siger ikke du skal sætte dig på skødet af dit barn, men lad altid døren til værelset stå åben. Vend lige ind forbi et par gange eller tre i timen, og spørg til hvem de spiller med og hvordan det går. På den måde har du bedre føling med både stemning og adfærd bag skærmen. Nogen gange sætter jeg mig på sengen og kigger med når min Gamer spiller. Jeg bilder min egentligt ind, at han synes det er hyggeligt når jeg involverer mig i det.

(Og ellers; Brug snacks! Jeg får altid lov at komme ind, hvis jeg har snacks med 🙂 )

4. Face2face tid:

Min Gamer har heldigvis stadig helt almindelige legeaftaler. Og det skal han blive ved med at have.

I min verden er det ikke en mulighed kun at lege online. Jeg ser gerne der leges udenfor hvis vejret er til det, når der er kammerater på besøg. Det er jo altså heller ikke en naturlov, at alle legekammerater gider at game!

Nogen gange kræver det lidt mere af mig som voksen, fordi de lige mangler ideer til hvad de kan lave, men som oftest går det fuldstændig glat.

Der kan jo sagtens laves et LAN eller en legeaftale, hvor det er gaming der er præmissen, men som udgangspunkt er fysiske legeaftaler lig med fysisk leg. Uden skærm! (Og her tænke jeg også på TV, Ipads og især telefoner, den ene skærm kan være lige så slem som den anden 😉 )

 

5. Tal med dit barn om gensidig respekt.

Gensidig respekt er som udgangspunkt  aldrig nogen dårlig kompetence at give ungerne med på vejen!

Vi gør hvad vi kan for at lytte til hvilke grunde der fx er til, at det er lige NU det er vigtigt at være online, og ikke i morgen når resten af klassen er til blokfløjte.

Respekter din Gamers ønsker og aftaler, og forklar at du også har en forventning om at dine grænser bliver respekteret.

Vær aldrig bange for at sætte grænser for skærmbrug. Det er ok. Du er den voksne.

Min påstand vil i dette tilfælde være, at hvis man er stor nok til at game, så er man også stor nok til at forstå, at mor og far rigtig gerne vil bakke om gaming, men det er altså også dem der bestemmer i sidste ende.

I know – måske virker det hele ikke i praksis lige med det samme, men de skulle jo også lige lære at kravle før de kunne gå, ikke?

Giv det tid.

Vi skrives ved 

#GamerMor

 

Kommenter